Kom godt i gang

Sådan rejser du kapital – 5 gode tips
Jagten på kapital kan være en ørkenvandring, der optager ledelsesressourcer i meget lange perioder. Det gælder både for store børsnoterede virksomheder og for den unge vækstvirksomhed. Virksomhedszonen har bedt Keystones, en af landets førende aktører inden for kapitalanskaffelse, om 5 gode tips til vores læsere.
1. Find det unikke og få hånden på kogepladen!
Investorer elsker virksomheder, der skaffer sig en unik position i markedet. Albuerummet kan bestå af et innovativt produkt eller en ny måde at pakketere en service på, men det kan også være i form af en anden forretningsmodel eller salgsstrategi. Hvis investor vurderer, at alle din virksomheds tanker er set før – så glem det. Dernæst er det vigtigt, at teamet er på plads. Vi ser ofte forretningsplaner, hvor der er et fremragende team bag. Men virksomheden er ikke lige kommet i gang, de venter nemlig på, at investor skal lægge nogle millioner, først derefter parkerer stifterne deres vellønnede jobs. Dette er også kendt som ”går-den-så-går-den-modellen”, den signalerer ikke meget commitment. Så kom ind i kampen, skær din og din virksomheds omkostningsprofil ned til sokkeholderne, start i garagen og få hånden på kogepladen.
2. Sell, sell, sell!
Selvom produktet er unikt, skal det heller ikke være så unikt, så kunderne ikke forstår det og køber det. Efter finansiel og økonomisk krise svømmer markedet ikke ligefrem i risikovillig kapital til produktudvikling. Der er en række fonde og innovationsmiljøer, som går tidligt ombord, men private investorer og business angels vil se bevis på, at dit produkt har en eksistensberettigelse i markedet. Derfor gælder det om at komme ud af osteklokken, besøge kunderne og nå frem til den første betalte faktura så hurtigt som overhovedet muligt. På det tidspunkt stiger virksomhedens værdi per automatik. At fokusere benhårdt på omsætningen er også med til at give den ”staying power”, der gør, at man ikke konstant har ryggen mod likviditetsmuren og dermed står i en dårlig forhandlingsposition over for investorer og kunder.
3. Investorforløbet: Kys frøen!
At finde den rette investor til din virksomhed er som at finde den helt rigtige ægtefælle. Du er nødt til at kysse nogle frøer, før prinsen dukker op. Så du må bruge den tid det kræver at identificere, e-maile, telefonere og besøge business angels, innovationsmiljøer, venture fonde, banker osv . Intet er afgjort før beløbet står på kontoen, så lad være med at tro, at den hellige grav er velforvaret, når en investor viser stor interesse. Skridtet fra enighed om vilkår til overførsel af kapital kræver ofte syvmilestøvler. Særligt i perioden 2008-2009 har mange virksomheder oplevet, at en entusiastisk investor har trukket sig i sidste øjeblik, fordi investors aktivmasse i form af ejendomme og aktier pludselig er droslet ned i værdi.
4. Skeletterne i skabet
Når en investor er på krogen, begynder forhandlingerne. Et forhandlingsforløb med en eller flere investorer kan være en lang, sej kamp. Ofte ser vi, at forhandlingerne ”bryder sammen” op til flere gange i processen.
Du kan gøre dit til, at dette ikke sker. Primært handler det om at være ærlig og realistisk. På den første investor date forventes det ikke, at du udstiller virksomhedens beskidte vasketøj (og det har alle virksomheder), men i løbet af processen forventer investor, at du åbner op for de reelle styrker og svagheder. Jo senere skeletterne kommer ud af skabet jo værre. PS: Få lige styr på kunde- og omsætningstal, adskillige investeringer ryger på gulvet, fordi virksomheden indledningsvis pumper kundeinteressen for højt op i forhold til det reelle antal betalende kunder.
5. Luk aftalen med de rette mennesker – og kom videre med væksten
Ofte ser virksomheden og investor vidt forskelligt på mange forhold. Hvor stort er kapitalbehovet, hvad skal pengene bruges til, hvilke kompetencer skal tilføres virksomheden - og ikke mindst, hvad er virksomheden værd? Du vil blive tvunget til at gå på kompromis med en række faktorer, men en ting du ikke bør gå på kompromis med er investors kompetencer og netværk og ”kemien” i lokalet. Pengene får nemlig hurtigt ben at gå på – og så er det vigtigt at du sidder tilbage i bestyrelseslokalet med de rette mennesker.
Læs også Findes der risikovillig kapital i Danmark?
Her kan du stille spørgsmål vedrørende køb og salg af virksomhed eller generationsskifte, og få kompetent sparring af en af vore virksomhedsmæglere.
Navn og spørgsmål skal udfyldes samt enten email eller telefonnr.







