Samarbejdsvilkår for rådgivere
Nærværende aftale gælder samarbejdet mellem Virksomhedszonen ApS og rådgivere, der registrerer sig på www.virksomehedszonen.dk (herefter Virksomhedszonen).
Virksomhedszonen fungerer som facilitator for køb og salg af virksomheder og online formidling af kapital mellem investorer og kapitalsøgende. Virksomhedszonen er ejet og drevet af Virksomhedszonen ApS, Carolinevej 2A, 2900 Hellerup, CVR nr.: 32076734.
1. OPTAGELSESVILKÅR OG GEBYRER
1.1. Virksomhedszonen ApS ønsker at samarbejde med rådgivere, der har et højt fagligt kompetenceniveau inden for deres fagområde. Rådgiver skal kunne dokumentere, at denne, og dennes virksomhed, gennem længere tid på tilfredsstillende vis har udført opgaver, der vedrører de ydelser, der tilbydes på portalen.
1.2. Følgende typer af rådgivere og organisationer optages som medlemmer på Virksomhedszonen: Virksomhedsmæglere, revisorer, advokater, konsulentfirmaer, pengeinstitutter og erhvervsorganisationer.
1.3. Virksomhedszonen forbeholder sig ret til at indhente oplysninger og referencer på den pågældende rådgiver/organisation inden et medlemskab endeligt godkendes.
1.4. Efter godkendelse trækkes DKK 5,995 fra det af rådgiveren registrerede betalingskort, hvilket udgør 12 måneders medlemsskab.
1.5. Ønsker flere rådgivere fra samme organisation at være repræsenteret på Virksomhedszonen koster dette DKK 1,500 pr. rådgiver.
2. ETISKE REGLER
2.1. Virksomhedszonen efterstræber en høj etisk standard og professionalisme blandt rådgiverne på Virksomhedszonen.
2.2. Ved optagelse forpligter rådgiver sig til at behandle kundehenvendelser og henvisninger fra Virksomhedszonen seriøst og professionelt. Det forventes, at rådgiver følger god rådgiverskik og rådgiveren alene påtage sig opgaver, som denne har tilstrækkelige forudsætninger for at kunne løse.
2.3. Rådgiveren bør sikre, at kunden er afklaret omkring rådgivningsopgavers omfang, indhold og pris.
2.4. Rådgiveren bør af egen drift orientere kunden såfremt, der er forhold eller påregnelige risici omkring rådgivningen, der strider mod kundens interesser. Hvis der ikke findes en løsning herpå, bør rådgiveren afstå eller videreformidle opgaven.
2.5. Rådgiveren er forpligtet til af egen drift at orientere kunden om forhold, der i den konkrete sag kunne rejse tvivl om rådgivningens uvildighed.
2.6. Rådgiveren bør indhente kundens godkendelse og accept på tekst og annoncering før, der oprettes en annonce på Virksomhedszonen.
3. HENVISNINGS- OG PROVISIONSAFTALE
3.1. Kundeemner henvises til rådgiver via tre kanaler på Virksomhedszonen:
I. Kontaktformular på rådgiverprofil
Kundeemner, der via kontaktformularen på rådgivers profil beder om at blive kontaktet af rådgiver.
II. Bestilling af rådgivermøde gennem portalen
Kundeemner, der via portalen bestiller et uforpligtende og indledende møde med rådgiver.
III. Virksomhedszonens sekretariat
Kundeemner, der efter skriftlig eller mundtlig kommunikation videresendes til rådgivers e-mail til videre behandling. Heri indbefattes kundeemner, der stiller spørgsmål gennem portalens Q&A formular til besvarelse af rådgiver.
Fordeling af kundeemner sker ud fra en vurdering af rådgivers geografiske placering, fagområde og branchemæssige erfaring.
3.2. Rådgiver forpligter sig til at besvare alle henvendelser inden for 48 timer efter modtagelse.
3.3. Foretager rådgiver en transaktion (*se definition) baseret på en henvisning via Virksomhedszonen (se afsnit 3.1. punkt I-III), er Virksomhedszonen ApS berettiget til en andel på 25% af rådgivers succeshonorar (brutto) i forbindelse med transaktionen.
*En transaktion defineres som "en virksomhedsoverdragelse, anden form for ejerskifte eller kapitalfremskaffelse, der finder sted inden for 12 måneder fra henvisningsdatoen".
4. KOMMERCIELLE VILKÅR
4.1. Som medlem af Virksomhedszonen har rådgiver fri og ubegrænset adgang til indlægning af alle typer af annoncer på Virksomhedszonen.
4.2. Henvendelse på indlagte annoncer der leder til køb og salg af virksomheder, eller andre rådgivningsopgaver i øvrigt, ligger uden for henvisnings- og provisionsaftalen i afsnit 3.
4.3. Direkte henvendelse til rådgiver uden om portalen, eller andre rådgivningsopgaver i øvrigt, ligger uden for henvisnings- og provisionsaftalen i afsnit 3.
4.4. Foretages en transaktion på baggrund af en henvisning fra Virksomhedszonen (jf. afsnit 3), er Virksomhedszonen berettiget til, i en periode på 12 måneder fra henvisningsdatoen, en andel på 25% af rådgiverens succeshonorar (brutto).
4.5. Rådgiver har pligt til at advisere Virksomhedszonen vedrørende transaktionen ved fremsendelse af en kopi af kundefakturaen. Ved kundens betaling af rådgiver, rejser Virksomhedszonen en faktura til rådgiver med betaling 8 dage netto.
5. AFREGNINGSMODEL BLANDT RÅDGIVERE (VEJLEDENDE)
5.1. Virksomhedszonen ønsker at simulere samarbejdet mellem medlemsrådgivere for derved, at udnytte de individuelle rådgiveres kompetencer, ressourcer og geografiske placering bedst muligt. Målet er at sikre et højt aktivitetsniveau og dealflow.
5.2. Følgende afregningsmodel er vejledende og skal ses som et udgangspunkt for samarbejdet mellem rådgivere på Virksomhedszonen. Enhver rådgiver er fritstillet m.h.t. indgåelse af individuelle aftaler.
Scenarier:
I. Overdragelse af kundeemner/leads
Eksempler:
A. En rådgiver overdrager et kundeemne eller en kundesag til en anden rådgiver for opgaveløsning, f.eks. på grund af geografisk placering eller af kompetencemæssige årsager.
B. En rådgiver henviser en køber/ sælger til en anden rådgiver.
»Opnås en transaktion (*se definition) på baggrund af en henvisning, er succeshonoraret for den henvisende parts vedkommende som udgangspunkt 25% af succeshonoraret (med mindre andet er aftalt i den konkrete sag).
II. Fælles opgaveløsning
Eksempler:
A. Rådgiver får kundeopdrag og kontakter anden rådgiver for fælles opgaveløsning (kunde-kontakt, partnersøgning, mv.).
B. Rådgiver har første møde med kundeemne og beder anden rådgiver deltage i andet møde, hvor de sammen får kundeopdraget og efterfølgende løser opgaven i fællesskab.
»De involverede rådgivere deler kundehonoraret efter arbejdsindsats og aftale.
III. Ad hoc konsulentbistand
Eksempler:
A. Rådgiver ønsker gennemgang og vurdering af en klients økonomiske eller skattemæssige situation og udlægger analysedelen til anden rådgiver.
B. Rådgiver ønsker juridisk bistand og beder anden rådgiver om en vurdering.
»Aflønningen foretages på timebasis efter aftale.
6. ANSVAR OG FORHOLDET TIL TREDJEMAND
6.1. Ansvar af økonomisk såvel som juridisk henseende over for kunder, ansatte, leverandører, offentlige myndigheder og tredjemand i øvrigt påhviler alene rådgiver.
6.2. Rådgiver er således ansvarlig for enhver skade på tredjemand, der direkte eller indirekte måtte være opstået i forbindelse med eller hidrøre rådgivning eller salg af øvrige ydelser. Rådgiver er forpligtet til at holde Virksomhedszonen ApS skadesløs for ethvert krav eller tab.
7. IMMATERIELLE RETTIGHEDER
7.1. Samtlige immaterielle rettigheder, herunder ophavsret og varemærker, til Virksomhedszonen tilhører Virksomhedszonen ApS. Tekst, varemærker og logoer, der vises på Virksomhedszonen, må ikke anvendes uden forudgående skriftligt samtykke fra Virksomhedszonen ApS.
8. HEMMELIGHOLDELSE
8.1. Begge parter er forpligtede til at behandle erhvervet knowhow og erhvervshemmeligheder i forbindelse med samarbejdet, og arbejdet med fælles kunder, fortroligt. Dette gør sig gældende både i aftalens løbetid og efter samarbejdets ophør.
9. VARIGHED OG OPSIGELSE
9.1. Aftalen løber indtil den opsiges. Aftalen forlænges automatisk efter 12 måneder med mindre den opsiges med et skriftligt varsel på to måneder før betalingsperiodens fornyelse.
9.2. Hele eller dele af medlemsbeløbet refunderes ikke ved opsigelse.
10. TVISTER
10.1. Dansk ret finder anvendelse ved fortolkningen af nærværende aftale, og parterne er enige om, at tvister der udspringende af eller med relation til nærværende aftale i videst mulig omfang skal afgøres ved forhandling.
10.2. Værneting er Københavns Byret.
11. UNDERSKRIFT OG ACCEPT
11.1. Hver part tiltræder nærværende aftale ved at rådgiver accepterer registrering på Virksomhedszonen.
Her kan du stille spørgsmål vedrørende køb og salg af virksomhed eller generationsskifte, og få kompetent sparring af en af vore virksomhedsmæglere.
Navn og spørgsmål skal udfyldes samt enten email eller telefonnr.








